Brugernavn: Kodeord:

Træning med Aliveness: "I-metoden"
af Christian Graugart


HVORFOR DENNE ARTIKEL

Jeg har i rigtig lang tid gået og prøvet at tage mig sammen til at skrive en artikel om, hvad Aliveness er og nu kom jeg endelig i gang.

Grunden til at jeg skriver denne artikel er, at jeg meget ofte møder folk der har en helt forkert forståelse af hvad det er. Det er nok en god blanding af misforståelser og fordomme, som jeg vil prøve at gøre op med i denne artikel.

En anden grund til at jeg skriver artiklen er, at Aliveness kan bruges af alle i deres træning og med garanti hjælpe dem til at få mere ud af de ting de laver iht. effektivitet mod en modvillig modstander. Jeg håber derfor på at kunne inspirere andre i deres træning.

Jeg vil fokusere på at forklare hvad Aliveness er og hvordan man kan bruge det i sin træning gennem "I-metoden". I slutningen vil jeg komme med nogle eksempler på hvordan man kan træne forskellige teknikker med denne metode.

FORDOMME OG MISFORSTÅELSER OM ALIVENESS

Som sagt møder jeg mange fordomme og misforståelser om Aliveness rundt omkring. Misforståelserne kan jeg godt sætte mig ind i, men jeg bliver lidt ærgelig når jeg møder nogle, der ikke ønsker at vide hvad det egentlig handler om, men bare slår det hen som et "JKD udtryk" eller et "reklame trick".

"Aliveness er et JKD udtryk som Matt Thornton har opfundet"

Aliveness har intet direkte at gøre med JKD og Matt Thornton har hverken "opfundet det" eller har patent på det. Det er udelukkende en ide om at træne på en levende måde og derigennem få sine teknikker til at virke mod modvillige modstandere i realistiske situationer. Matt "belærer" ikke folk om Aliveness, han er bare dygtig til at få folk til at "genkende" det. For når man først forstår hvad det er, kan alle se at det bare er at bruge sin sunde fornuft i træningen. Og det kan ingen have patent på. Det er også vigtigt at pointere at Matt på ingen måde er den første til at fortælle om aliveness. Det har altid eksisteret og der blev vist endda skrevet en bog om det helt tilbage i starten af 1900-tallet. Er ikke sikker på at det lige blev kaldt det samme, men ideerne var ens. Bruce Lee prøvede også at berette om det samme, men han havde en tendens til at pakke alt hvad han skrev og fortalte ind i noget meget filosofisk og det gjorde det svært at forstå hvad han mente helt klart. Det sjove er, at når man forstår Aliveness så forstår man meget bedre hvad Bruce prøver at sige i sine bøger.

"Aliveness er bare at kæmpe hvor alt gælder og der er ingen teknik træning i det."

Det er langt fra kun kamp hvor alt gælder. Men ja, en kamp hvor alt gælder er "alive", men det kan også være alive at slå på puder, at kæmpe uden slag/spark eller at øve enkelte teknikker. Ja, endda også at spille en tenniskamp eller skyde straffespark. En nærmere forklaring kommer jeg nærmere ind på senere.

"Aliveness er alt for hårdt og man vil ikke kunne klare at træne sådan hver dag"

Endnu en misforståelse. Træning med Aliveness betyder ikke at man kæmper fuld kraft konstant. Det betyder heller ikke at man slår hinanden til plukfisk og er skadet hele tiden. Alle kan være med og Aliveness kan indføres i træningen fra dag 1.

HVAD ER ALIVENESS

Vi må hellere komme til sagen, så her får I definitionen som Matt har formuleret den

Før noget er "Alive", skal det indeholde 3 ting:

1) Timing
Der skal være et element at timing. Det vil sige at timing skal være påkrævet før det du prøver at lave lykkedes. Et eksempel på en øvelse uden timing er indøvet selvforsvars serier. Her ved man hvad der sker, og det kræver ingen timing at ramme/forsvare, da alt er forudbestemt. Et eksempel der kræver timing kunne være en boksekamp. Hvis ikke kæmperne kan time deres slag, er det umuligt for dem at ramme modstandere. I stedet ville de bare slå tilfældige huller i luften


2) Bevægelse
Personerne indvolveret skal bevæge sig naturligt og frit. Dette er fx ikke opfyldt, hvis personerne bevæger sig i et forudbestemt aftalt mønster. Hvis de tilgengæld har frihed til at sætte deres ben hvor de vil og i teorien løbe 100 meter væk, så er princippet opfyldt. Selvfølgelig kan bevægelsen i øvelsen være begrænset af fx den fysiske plads el. lign., men den må ikke være begrænset af et forudbestemt mønster.


3) Modstand
Din modstander skal ikke være medvillig. Selvfølgelig er der forskellige niveauer af modstand, men det skal være sådan at han ikke bare tager i mod, men giver dig noget at arbejde med. Hvis ikke du træner med modstand, får du ALDRIG dine teknikker til at virke når det virkelig gælder. Dette princip er naturligvis heller ikke opfyldt, hvis der ikke er en modstander :-)


FORDELE VED ALIVENESS

Der er mange fordele ved at træne med Aliveness. I og med man øver sig i at få sine teknikker til at virke mod en modstander, der rent faktisk forsøger at undgå du laver dem, betyder det, at når/hvis dette lykkedes, så har du opnået det højeste niveau af at mestre en teknik. Det højeste niveau er ikke, at man kan lave den helt perfekt ud i luften, at få den til at ramme med fuld hammer på en pude eller at slå 20 betonklodser over med den. Det højeste niveau er, at man kan benytte den effektivt mod en modstander, der gør alt i sin magt for at det ikke skal lykkedes for dig. Der er selvfølgelig flere tilstande af dette niveau, for naturligvis kan man aldrig får en teknik til at virke hver gang, men kan man få den til at virke bare en gang imellem, er man alligevel nået langt.

En anden fordel er, at man vænner sig til at befinde sig i den tilstand af kaos og pres, der er i en rigtig kamp. En rigtig kamp foregår ikke i "pæne" mønstre, hvor folk skiftes til at slå fra hoften og går frem og tilbage i en lige linje. Det foregår i et kæmpe rod med masser af..... ja, bevægelse og modstand :-) Ved at vænne sig til dette, opbygger man hurtigere evnen til at beholde overblikket i en presset situation.

Til sidst, er det også bare en virkelig rar fornemmelse at være bevidst om, hvad man kan og hvad man ikke kan. Hvad der virker og hvad der ikke virker. Aldrig være i tvivl om, hvorvidt noget man har trænet har været spild af tid eller det hele værd. Hvorfor? Fordi man prøver det med modstand hver gang.

Det bedste er dog, at det er sjovt :-)

I-METODEN

Indtil videre kan jeg godt følge misforståelsen om, at Aliveness bare skulle være fuld hammer kamp hele tiden uden teknik træning. Det er her I-metoden kommer ind i billedet.

Naturligvis kan man ikke træne "Alive" hele tiden, for så ville man jo aldrig få tid til at lære tingene ordentlig inden man prøver dem af.

Aliveness er en vigtig og stor del af træningen, men ikke hele træningen.

I-metoden er en simpel fremgangsmåde til træning. Den kan bruges af alle og til at træne alle teknikker. Den består af 3 skridt som jeg først vil gennemgå og derefter komme med praktisk eksempler på.

1) Introduktion
Teknikken introduceres, forklares, vendes og drejes. Alle detaljer gennemgås og der bliver evt. stillet spørgsmål fra eleven/eleverne om den. Herefter bliver den øvet uden modstand så mange gange som man føler der er behov for.


2) Isolation
Når eleven har været igennem introduktionsfasen og er blevet nogenlunde fortrolig med teknikken, går man videre til isolationsfasen. Her isoleres teknikken i et "Alive" miljø, så man kan fokusere på netop den aktuelle teknik i en situation med timing, bevægelse og modstand. Det er vigtigt, at dette foregår således, at begge parter "prøver på at vinde" og det ikke er aftalt spil.


3) Integration
I sidste ende skal teknikken integreres i "det store billede". Dvs. at man sparrer/kæmper som man nu engang gør i sin stilart og under denne sparring prøver at få den aktuelle teknik til at virke sammen med alle de andre ting, der nu engang sker i fuld sparring.


EKSEMPLER PÅ TRÆNING MED I-METODEN

I-metoden er altså en fremgangsmåde til at øve en teknik og derefter træne den i et "Alive" miljø. Jeg vil nu prøve at komme med nogle eksempler på hvordan man kan træne nogle forskellige teknikker ved slavisk at følge denne metode.

Jeg går rimelig meget i detaljer med det første eksempel, men ikke så meget i de følgende, da meget af det naturligvis vil være det samme.

Eksempel 1: Jab

Til dem der ikke ved det, er et jab et slag med forreste hånd fra boksning. Det er et meget almindeligt slag, der bliver brugt hele tiden i rigtig mange stilarter.

1) Introduktion
Eleven får forklaret hvad er jab er. Alle detaljer mht. Kropsmekanik, bevægelse osv. gennemgås. Herefter går man i gang med at øve jab’et på en plethandske eller lignende pude. Undervejs kan instruktøren retter eleve og denne har mulighed for at stille spørgsmål til udførslen af teknikken. Slaget øves fx. 50-100 gange på puden.


2) Isolation
Eleven har forstået formålet og mekanikken bag teknikken og er klar til at øve den i et "Alive" miljø. Naturligvis kan han endnu ikke lave et perfekt jab, men introduktionsfasen bliver gentaget til næste træning og allerede nu skal han prøve at bruge teknikken.

En måde at isolere jab’et på kunne være at to personer begge tog en boksehandske på forreste hånd, tog bagerste hånd bag ryggen og derfra prøvede at ramme hinanden med jab’et. Intet "aftalt spil", her har vi timing, bevægelse og modstand, i og med de to begge "prøver på at vinde" (dermed ikke ment at de prøver at slå modstanderen ud, men kun at de prøver at ramme).


3) Integration
De samme personer tager så meget beskyttelses udstyr på som de har brug for og sparrer med alle de ting, der er tilladte i deres respektive stilart og med et aftalt kontakt niveau der ikke behøver at være fuld kraft. Denne sparring er ikke specielt fokuseret på jab’et, men det bliver nu integreret i "det store billede" og det er vigtigt, da udførslen af en enkelt teknik stort set altid er afhængig af mange andre ting, der kan ske i kampen.


Eksempel 2: Front spark

Dette kunne naturligvis være et hvilket som helst spark, men i dette tilfælde bruger vi et front "stop spark" mod maven eller skridtet.

1) Introduktion
Eleven får forklaret sparket og prøver det på en pude for at øve sig at få kraft og hurtighed i det.


2) Isolation
Sparket kan isoleres på flere måder. Et eksempel kan være at modstanderen tager et par boksehandsker på (alternativt man selv tager hjelm på) og prøver at komme i mod en og ramme med nogle slag, hvor man så selv prøver at ramme ham med sparket inden han kommer for tæt på.

En anden måde kan være at modstanderen holder en stor sparkepude og prøver at komme ind og skubbe dig omkuld inden du når at sparke ham væk igen med front sparket.


3) Integration
Fuld sparring hvor front sparket integreres.


Eksempel 3: Nedtagning

Jeg bruger ikke nogen speciel nedtagning i dette tilfælde, så bare udskift ordet "nedtagning" med din favoritnedtagnings navn, lad det være hoftekast, suplex, trip, sweep, whatever.

1) Introduktion
Eleven får forklaret nedtagningen og prøver at lave den på en person der ikke gør modstand. Dette kan fx. gøres på en måtte, så der ikke sker noget hvis man lander forkert de første gange man prøver.


2) Isolation
Et eksempel på isoleret træning af nedtagningen kan være, at den ene person tager handsker på og prøver at slå dig, mens du prøver at få ham ned.

En anden mulighed er – hvis man fx. ikke træner med slag i sin stilart – at modstanderen gør alt for at blive stående, mens du prøver at få ham ned og ligge.

Kommer I ned, starter I forfra.


3) Integration
Fuld sparring hvor nedtagninger er tilladt.


Eksempel 4: Armbar fra guard

Lige et sidste eksempel, så er vi vist ved at være hele vejen rundt.

1) Introduktion
Eleven får forklaret hvad armbaren går ud på, hvordan den udføres og hvilke principper der er vigtige at huske på så som hoftebevægelse, tæthed osv. Derefter øves armbaren uden modstand i begge sider.


2) Isolation
Træner man kun for grappling, kan du prøve at lave armbaren mens modstanderen prøver at komme forbi din guard.

Træner man "til gaden" kan man sige at modstanderen prøver at komme op og stå, har et våben, prøver at bide eller lignende.

Træner man med slag på gulvet, er en anden mulighed at modstanderen tager handsker på og prøver at slå dig mens du prøver at sætte en armbar ind.


3) Integration
Fuld sparring i alle afstande, eller fx bare gulv i dette tilfælde.


EKSEMPEL PÅ SAMMENSÆTNING AF EN TRÆNINGS SESSION

Sådan som man som regel ville sammensætte en trænings session med I-metoden vil være sådan, at man gennemgår nogle teknikker i fase 1 og 2, og så samler fase 3 til sidst i træningen. Det er meget vigtigt at alle 3 faser indgår i den samme trænings session og ikke er fx en fase pr. dag.

Et eksempel på, hvordan man så kunne sammensætte en trænings session med ovenstående eksempler kunne være:

Teknik: Fase:
Jab Introduktion (1)
Jab Isolation (2)
Frontspark Introduktion (1)
Frontspark Isolation (2)
Nedtagning Introduktion (1)
Nedtagning Isolation (2)
Armbar Introduktion (1)
Armbar Isolation (2)
Alle Integration (3)

En anden mulighed, der også er god:

Teknik: Fase:
Jab Introduktion (1)
Jab Isolation (2)
Frontspark Introduktion (1)
Frontspark Isolation (2)
Alle Integration (3)
Nedtagning Introduktion (1)
Nedtagning Isolation (2)
Armbar Introduktion (1)
Armbar Isolation (2)
Alle Integration (3)

KONKLUSION

Som I kan se er mulighederne næsten uendelige, og det handler bare om at bruge sin fantasi for at finde på en måde at træne isolations fasen. Introduktion og integration er altid lige til at gå til.

Sådan som træning foregår rigtig mange steder i dag er, at træningen enten foregår ved at man udelukkende træner introduktion, eller også træner man introduktion og en sjælden gang imellem integration. Det er vigtigt at træne isolation direkte efter man har trænet introduktion, så man allerede fra starten begynder at lære at få teknikken til at virke med modstand.

Det var så en lille artikel om, hvad Aliveness og I-metoden er for en størrelse. Jeg håber I fik noget ud af den og evt. prøver nogle af tingene i jeres træning. Ligeledes håber jeg, at folk der før havde misforstået, hvad aliveness er, nu ved bedre :-)

Har I spørgsmål, er I naturligvis velkomne til at spørge enten på forummet eller på min mail (christian@graugart.dk). Man er selvfølgelig også altid velkommen til at kigge forbi Performance Gym til en træning, eller bare en snak.

Der er masser af materiale om emnet, her er et par links til lidt natlæsning:

Laaaaaang Q&A med Matt i 7 dele (et MUST)
Diverse artikler fra Performancegym.dk
Artikler fra Straightblastgym.com
Street vs. sports nonsense fra Straightblastgym.com

God fornøjelse og god træning!

---
Denne artikel er læst 6906 gange
Tilbage | Udskriv artikel
Copyright 2001-2017 by MartialArts.dk | Kontakt: graugart@gmail.com
Chart.dk